Motivation

 

Motivation kan defineres på mange måder, men i de fleste definitioner synes at indgå faktorer som lyst til at lære og vilje til at anstrenge sig for at lære samt en positiv holdning til det at lære. De fleste elever har i løbet af deres gymnasietid problemer med motivation. Måske synes sengen særlig tillokkende klokken 6.30 om morgenen, og man kan hurtigt overbevise sig selv om, at man ikke går glip af noget. Det kan også skyldes, at visse opgaver eller fag virker så kedelige, at man ikke orker at beskæftige sig med dem.  Eller man mangler udfordringer. Andre gange kan man blive overvældet af, at man har gået i skole i så mange år, og at det tilsyneladende aldrig ender. Atter andre synes, at alt muligt uden for skolen er meget mere spændende, og nogle har i perioder så voldsomme personlige problemer, at det går ud over motivationen til skolearbejdet. Måske gider man simpelthen ikke,  eller man har ikke et klart mål med at få en studentereksamen. Eller selvom man gerne vil have gode karakterer, fordi man skal læse videre, synes eksamen så langt væk, at man simpelthen ikke orker at give sig i kast med endnu en opgave. Der kommer jo bare flere i næste uge.

Uden indre motivation er det selvfølgelig sværere at tage sig sammen, men da man kan komme til at vente meget længe på den, er man nødt til at forsøge at komme videre. Det er en fordel at lære lidt selvdisciplin allerede i gymnasiet, for man får brug for det senere i uddannelsesforløbet og i arbejdslivet. Masser af elever bruger buler af tid på at tænke på alt det, de burde gøre og bliver stressede af det. Så stressede at de ikke kan tage sig sammen men må slappe af. Der kan være rigtig mange gode grunde til, at man ikke får taget sig sammen i rette tid, men hvis man skal gennemføre et længere skoleforløb eller senere et studieforløb, er man nødt til at lære at tackle motivationsproblemer.

 

Kan man gøre noget for at hive sig selv op med hårene, hvis motivationen er gået fløjten?  Her er et par gode råd, som måske kan virke for dig:

 

1.      Skab overskuelighed.

a.       Langtidsplanlægning. Brug din kalender til at lave en ugentlig oversigt over kommende lektier og afleveringer. Skriv også andre aktiviteter i kalenderen, så du har et helhedsbillede. 

b.      Korttidsplanlægning. Lav liste over hvad du skal nå, inden du går i gang hver dag, så du kan overskue omfanget af arbejdet. Kryds af efterhånden som arbejdet er udført. Det kan faktisk virke motiverende i sig selv, for det virker befordrende på selvtilliden at udføre det man har sat sig for. Gør det til en vane hver gang du sætter dig til skrivebordet.

2.      Sæt en tidsramme for hver opgave og forsøg at overholde den. Hvis du ved, at du kan nå alt det ’uoverskuelige’ indenfor f.eks. 2 timer, så virker det straks mere uoverskueligt.

3.      Indbyg belønninger. Hvis du f.eks. gerne vil se en film klokken 21.30 om aftenen eller ud med nogle venner og spille billard, så brug det som lokkemad. Først arbejde så fornøjelse. Og de fleste nyder fornøjelserne optimalt, hvis de har klaret det de skulle først.

4.      Start større (eller svære) opgaver i god tid. Hvis du skulle gå i stå midt i en skriftlig opgave, så betyder det ikke så meget, hvis afleveringsfristen er om et par dage. Måske har du også brug for at tænke lidt mere over den, eller du har måske brug for at konsultere din lærer.

5.      Glæd dig over det du rent faktisk har nået i stedet for at tænke på alt det, du ikke har nået. Hvis du kun når halvdelen af en opgave i første omgang, så start derfra og arbejd videre i stedet for at tænke på, at du ikke blev færdig første gang.

6.      Bræk større opgaver op i mindre portioner. Det kan virke totalt uoverskueligt med en stor kæmpeopgave som f.eks. en stil eller den store skiftlige opgave, men deler du opgaven op i mindre etaper og sætter en dato og tidsramme på for hver del, forekommer det mere overkommeligt.

7.      Respektér de aftaler som du laver med dig selv. Hvis du har besluttet, at du vil få has på den opgave på et bestemt tidspunkt, så gør det. Ellers skal du lade være med at bilde dig ind, at du har tænkt dig det.  Lad være med at finde på alle mulige undskyldninger for dig selv, hvis du ikke får fuldført en opgave. Så er det bedre at sige, at du ikke orkede det lige nu, og så starte når du er parat igen.

8.      Gør det til en vane at overholde deadlines. Det er en dårlig vane at være bagud, og der er ingen grund til det, når man ligeså godt kan aflevere til tiden. Og man får det langt bedre.

9.      Tag ansvar. Prøv at få indflydelse på undervisningen og vær med til at præge hvad der foregår. Deltag aktivt og kom med forslag til emner, arbejdsformer mm. På den måde får du medbestemmelse og kan selv være med til at præge det daglige arbejde.

10.  Lav noget sjovt. Livet skal være en blanding af arbejde og fornøjelse. Ikke alle er så heldige, at de synes lektier er sjove, så sørg for at der er en passende blanding af arbejde og sjov. Tingene hænger sammen, og du kan hente inspiration og energi ved at beskæftige dig med noget helt andet.

 

 

Nørre G Hjemmeside Studiefærdigheder